Et godt pårørendesamarbejde begynder med at vi ser mennesket
Samarbejdet med pårørende er en del af kerneopgaven – men det kan også være dét, der udfordrer allermest.
Når samarbejdet fungerer, bliver det en kvalitet for både borgeren, pårørende og jer som fagpersoner
Men ofte er det dét samarbejde, der bøvler, der kommer til at fylde mest. I pauserne. I overlap. I samtalerne med kolleger.
Og nogle gange kommer I, helt menneskeligt, selv til at holde det i live ved igen og igen at tale om det, der ikke fungerer.
Så kan ét svært samarbejde hurtigt komme til at fylde mere end alle dem, der faktisk fungerer godt.
Det er her, jeg kommer ind i billedet.
Når samarbejdet slider, skal noget andet i spil
Alle gør vi det bedste vi kan - også når det bedste ikke er godt nok.
Men når samarbejdet med pårørende begynder at påvirke jeres trivsel, arbejdsglæde og hverdag, er der brug for at se på det med nye øjne.
Jeg møder mange medarbejdere, som prøver og prøver og alligevel oplever, at intet rigtig flytter sig.
Jeg plejer at sige:
Når noget ikke virker, så gør noget andet.
Med mig som facilitator går vi på opdagelse i, hvad der sker i samarbejdet, og hvordan små ændringer i jeres tilgang og adfærd kan skabe en mærkbar forskel.
Vi ser også på de forskellige perspektiver i samarbejdet og på, hvordan I som personalegruppe kan støtte og holde hinanden, når relationen fortsat er vanskelig.
Temadage med afsæt i praksis
På en temadag tager vi altid udgangspunkt i det, der fylder hos jer.
Gennem oplæg, refleksion, gruppearbejde og fælles opsamling undersøger vi både jeres eget, og pårørendes perspektiv. Vi ser på de fortællinger, der er opstået om samarbejdet, og på, hvor små ændringer i tilgang, kommunikation eller forventninger kan gøre en forskel.
Jeg går ikke fter, at “det går over”, for det gør det ikke altid. Nogle samarbejder vil fortsat være krævende. Her bliver det mindst lige så vigtigt at have blik for, hvordan I som kolleger støtter hinanden og undgår, at ét vanskeligt samarbjede kommer til at fylde det hele.
Målet er et samarbejde, der er tydeligt, bæredygtigt og båret af respekt - også når det er svært.
Vi kommer bl.a. omkring:
Hvordan vi sikrer gode forventningsafstemninger – set fra begge perspektiver
Hvordan vi skaber en god relation til pårørende
Hvad der ligger bag modstand og kritik
Hvordan vi som fagpersoner kan støtte hinanden, når samarbejdet er svært
Hvilken rolle sorg og tab spiller i kontakten
Hvad det kræver at være professionel – og menneske – på samme tid
Oplæg der åbner nye perspektiver
Mine oplæg bygger på den særlige kombination, at jeg kender begge perspektiver.
Gennem mange år har jeg i mit arbejde på botilbud for voksne samarbejdet med pårørende. Og i dag kender jeg også perspektivet indefra som pårørende.
Det betyder, at jeg kan bringe begge perspektiver i spil og med varme, respekt og forståelse formidle:
hvordan det kan føles som pårørende at være altafgørende og ikke-eksisterende på samme tid
den sorg, bekymring og afmagt, der kan følge med, når et menneske, man holder af, er ramt
hvordan man som medarbejder kan rammes af afmagt, når det føles, som om man aldrig kan gøre det godt nok
hvad der sker, når bøvlet kommer til at fylde i frokostrummet
hvad der kan opstå, når kærlighed til et menneske møder kærlighed til et fag
Jeg kommer også med bud på, hvordan pårørende og medarbejdere kan blive bedre til at tale sammen - også når samarbejdet bliver svært, for det gør det indimellem.
Målet er at skabe et perspektivskifte hos deltagerne og en større forståelse, som kan gøre en positiv forskel, næste gang dialogen og samarbejdet bliver udfordret.
Alt efter ønsker og varighed involverer jeg gerne deltagerne, så der også bliver mulighed for refleksion og drøftelse undervejs.
Oplæggene kan tilpasses både personalemøder, faglige dage, konferencer og netværk.
Online leder-sparring
Leder-sparring er til dig, der har brug for at få vendt udfordringer i dit lederskab, med en udenforstående.
Det kan handle om samarbejde med pårørende, personaleledelse, forandringer i organisationen.
Det kan også handle om, hvordan du selv trives i din hverdag.
Ofte kommer ledere til sparring med en udfordring, mens det undervejs bliver klart, at der er en bagvedliggende årsag.
Ved sparring hos mig, møder du derfor både undrende og udfordrende spørgsmål, og en spejling af det som optager dig. Og når vi afrunder samtalen, har du som oftest en plan for dit næste skridt.
Praktisk information
Pris: 90 minutter – 2.250 kr. ex moms
Format: Online via Zoom
Du modtager et link til booking, når betalingen er gennemført
Min tilgang
Mellem faglighed og erfaring
Jeg har arbejdet i mange år indenfor området voksen-handicap som pædagog, leder og konsulent.
Jeg har samarbejdet med pårørende i det daglige, stået i samarbejder, der var vanskelige at få til at fungere, og mødt påørende, der var overvældede af sorg, bekymring, udmattelse og afmagt.
Og så er jeg selv pårørende.
Jeg kender følelsen af ikke at blive set – og betydningen af at blive det.
Min tilgang bygger på respekt, relation og refleksion.
Jeg er optaget af det, der kan opstå, når kærlighed til et menneske møder kærlighed til et fag, og når begge parter oprigtigt ønsker, at samarbejdet skal lykkes.
Det handler ikke om at undgå det svære. Det handler om at kunne stå i det uden at miste forbindelsen - til hinanden, sig selv og opgaven.
Foredrag & Samarbejdspartnere