Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i voksenhandicapområdet i mange år – både som pædagog, konsulent og leder for mere end 275 medarbejdere.
Jeg har undervist på over 200 temadage, faciliteret svære samtaler og arbejdet med pårørendesamarbejde på både ledelsesniveau og i praksis.
Men i 2017 ændrede alt sig.
Jeg var netop blevet selvstændig, da min mand Frank – kun 55 år – fik konstateret Lewy Body Demens.
Vores døtre var 12 og 15. Jeg var 48. Og mit liv blev vendt på hovedet.
Det føltes som om alt det, der gav mening dagen før, pludselig ikke længere gjorde det.
Jeg gik i ét med opgaven. Satte mig selv til side. Forsøgte at redde det hele.
Indtil jeg opdagede, at det jeg kæmpede for at vende tilbage til – ikke længere fandtes. Vores liv var forandret for altid.
Det var skelsættende for mig at erkende, at jeg i stedet var blevet inviteret på en rejse.
Ikke en rejse, jeg havde bedt om. Men en rejse, hvor det handlede om at finde en ny måde at være i livet på.
En rejse fra et stille “nej” til livet – til et modigt “ja” til det, der var.
Med alt, hvad det indebar.
Min tilgang er i dag inspireret af Joseph Campbells helterejsestruktur.
Når livet vælter, står vi ved en tærskel. Noget i os kalder.
Ofte kæmper vi imod, nægter at lytte, vil have det gamle liv tilbage.
Men det er netop i den afvisning, vi mister os selv.
Den tredje vej opstår, når vi siger ja. Ikke til det uretfærdige, det svære eller det meningsløse.
Men til at være i det – uden at miste os selv.
Jeg kalder det livsflimmer, når alt bliver uforudsigeligt, uklart og tungt.
Og jeg kalder det livsglimmer, når der midt i det hele stadig kan findes små øjeblikke af nærvær, accept og håb.
Den tredje vej handler ikke om at kæmpe. Og heller ikke om at give op.
Den handler om at leve. Som menneske.
Midt i det, der er.