På en temadag eller til et fagligt oplæg arbejder vi med det, der virkelig fylder:
- Forventninger, frustrationer og følelsen af at være fanget i noget, I ville ønske var lettere.
Med både fagligt blik og levede erfaringer skaber jeg rum for refleksion, dialog og ny retning.
Vi kommer bl.a. omkring:
Hvordan vi sikrer gode forventningsafstemninger – set fra begge perspektiver
Hvordan vi skaber en god relation til pårørende
Hvad der ligger bag modstand og kritik
Hvordan vi som fagpersoner kan støtte hinanden, når samarbejdet er svært
Hvilken rolle sorg og tab spiller i kontakten
Hvad det kræver at være professionel – og menneske – på samme tid
Målet er ikke perfekte relationer.
Målet er at skabe samarbejder, der er tydelige, bæredygtige og båret af respekt – også når det er svært.
Mine foredrag bygger på en sjælden kombination af faglig erfaring og personlige indsigter som pårørende.
Jeg giver deltagerne et indblik i, hvordan det opleves at stå som pårørende – når livet vælter, og man pludselig skal navigere i en virkelighed, man ikke har valgt.
Jeg plejer at sige, at jeg er i gang med en ufrivillig uddannelse som pårørende.
Der er ingen optagelseskrav, ingen tilvalgsfag – og intet tidspunkt, hvor man kan sige: nu er jeg færdig.
Med varme og ærlighed fortæller jeg om:
Hvad der sker, når man som pårørende føler sig ansvarlig – men usynlig
Hvordan det kan føles at blive mødt som et problem, når man i virkeligheden længes efter at blive set som menneske
Hvad det betyder at blive mødt i krisen – og hvordan behovet ændrer sig, når man begynder at genfinde fodfæste
Foredragene skaber perspektivskifte hos deltagerne – en ny forståelse, der smitter positivt af næste gang, de møder en pårørende.
Oplæggene kan tilpasses både personalemøder, faglige dage, konferencer og netværk.
Det kan handle om samarbejde med pårørende, personaleledelse, forandringer i organisationen – eller om, hvordan du selv trives midt i det hele.
Mellem faglighed og erfaring
Jeg har arbejdet i mange år i voksenhandicapområdet som pædagog, leder og konsulent.
Jeg har samarbejdet med pårørende i det daglige – og jeg har stået i de samtaler, hvor intet længere fungerede.
Og så er jeg selv pårørende.
Jeg kender følelsen af ikke at blive set – og betydningen af at blive det.
Min tilgang bygger på respekt, relation og refleksion.
Det handler ikke om at undgå det svære – men om at kunne stå i det, uden at miste forbindelsen. Til hinanden. Til sig selv. Til opgaven.